Hækkerup har fokus på nærhed og dansk pendant til FBI

Der er ikke lagt op til en stor politireform som den i 2007, men S-regeringens udspil til en ny flerårsaftale for dansk politi er en “væsentlig reform af politiet”.

Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S), som mandag præsenterer udspillet.

– Vi vil med udspillet styrke den centrale jagt på økonomisk, organiseret kriminalitet, altså den svære kriminalitet, og samtidig vil vi flytte ressourcer ud til politikredsene, så nærheden kommer tilbage, siger ministeren.

I de seneste dage er elementer af udspillet blevet beskrevet i Berlingske og Jyllands-Posten.

Regeringen vil blandt sende flere betjente ud i landets afkroge. Konkret skal der oprettes 20 nærpoliti-enheder på tværs af landet.

150 lokalbetjente skal ud i nærenhederne. Dertil skal 150 operative betjente ud på andre eksisterende stationer.

Til gengæld skal Rigspolitiet, som har 2000 ansatte, halveres. Det budskab har statsminister Mette Frederiksen (S) tidligere været ude med.

Desuden lægger regeringen op til, at otte nuværende specialenheder, herunder Søik, der populært kaldes Bagmandspolitiet, samles i en ny politikreds. Den nye kreds kan blive den 13. i landet. Og den vil få 800 medarbejdere.

Kredsen har arbejdstitlen National Efterforskningsenhed. Den skal opklare de mest komplicerede forbrydelser. Hækkerup drømmer om at få en dansk pendant til FBI – forkortelsen for det amerikanske forbundspoliti.

Enheden skal kunne varetage nogle af de opgaver, som Rejseholdet, der ikke eksisterer længere, havde.

– Vi skal kunne det svære og det nære. Mere nærpoliti handler om det nære, og det svære handler i høj grad om, at kriminaliteten bliver mere global, mere digital og mere kompleks. Det sidste skal den 13. politikreds tage sig af, siger Hækkerup.

Det nye politiforlig skulle oprindeligt være trådt i kraft ved indgangen til 2020. Den seneste aftale gik fra 2016 til 2019.

Men på grund af store udfordringer hos politiet og anklagemyndigheden besluttede regeringen at udskyde forhandlingerne med et år for at få mere tid til at danne sig et overblik over problemerne.

Hækkerup vil først mandag røbe, hvordan økonomien hænger sammen i udspillet, og hvor mange politibetjente der skal tilføres styrken over de kommende år.

/ritzau/