S giver bolden op til forsinket politiforlig

På mandag vil justitsminister Nick Hækkerup (S) præsentere regeringens udspil til en ny flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden.

Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Folketinget forhandler hvert fjerde år et politiforlig, som er en politisk aftale, der sætter rammerne for politi og anklagemyndighed.

Hækkerups udspil forventes altså at være et afsæt til forhandlingerne om det nye forlig.

Da Socialdemokratiet onsdag holdt pressemøde i forbindelse med et sommergruppemøde, var budskabet, at regeringen med det kommende politiforlig vil sikre borgernes tryghed og frihed.

– Det her handler om, at når man bruger S-togslinjerne i Storkøbenhavn, så skal man ikke være bange for at tage hjem om aftenen, fordi der er 15-17 indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet.

Det nye politiforlig skulle oprindeligt være trådt i kraft ved indgangen til 2020, hvor forliget fra 2016 udløb.

Men på grund af store udfordringer hos politiet og anklagemyndigheden besluttede regeringen i efteråret at udskyde forhandlingerne for at få mere tid til at danne sig et overblik over problemerne.

– Den (aftalen red.) vil ikke løse alle problemer. Men det bliver forhåbentlig et skridt i den rigtige retning, sagde justitsminister Nick Hækkerup (S) om forventningen til politiforliget på pressemødet onsdag.

Samtidig vil Venstre slå ned på utryghedsskabende unge som en del af en stram udlændingepolitik. Det sagde formand Jakob Ellemann-Jensen (V) på Venstres pressemøde fredag.

– Næste uge starter forhandlinger om politireform. Og et af vores konkrete forslag vil være, at politiet får større beføjelser til at slå ned på utryghedsskabende unge.

– Konkret foreslår vi opholdsforbud. Så unge udlændinge kan få forbud mod at være i områder, hvor de skaber utryghed, sagde han.

Mandagens pressemøde vil foregå i Frederikssund klokken 13, lyder det i pressemeddelelsen.

/ritzau/