Hækkerup vil samle otte enheder i ny stor politikreds

Justitsminister Nick Hækkerup (S) lægger i et interview med Berlingske op til en markant forandring af dansk politi.

Står det til ministeren, skal otte nuværende enheder, herunder Søik, der populært kaldes Bagmandspolitiet, samles i en ny politikreds. Den vil få 800 medarbejdere.

Den nye kreds kan blive den 13. i landet. Kredsen har arbejdstitlen National Efterforskningsenhed og skal opklare de mest komplicerede forbrydelser.

Udmeldingen kommer, frem mod at der i starten af næste uge skal forhandles om en ny flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden.

– Vi lægger op til en kæmpestor forandring af dansk politi, siger Hækkerup til Berlingske.

– Vi har i dag et enhedspoliti, som klarer alle opgaver. Men vi konstaterer, at vi bliver nødt til at have en enhed, som kan håndtere særligt kompliceret efterforskning, lyder det fra ministeren.

Ud over Søik skal også Nationalt Efterforskningscenter, Nationalt Cyber Crime Center og Det nationale Kriminaltekniske Center være med i den nye kreds.

Det samme gælder Særlig Efterforskning Vest, Særlig Efterforskning Øst, Grænsecenter Øresund og Politiets Landsdækkende Center for It-relateret Økonomisk Kriminalitet.

/ritzau/