Ellemann-Jensens klare afstand skuffer De Radikale

På et pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde gjorde partiformand Jakob Ellemann-Jensen (V) det helt klart, at Venstre ikke kan gå i regering med De Radikale.

De to partiers udlændingepolitik ligger simpelthen for langt fra hinanden.

Det skuffer De Radikale, at Jakob Ellemann-Jensen siger, at Venstre har “et større værdifællesskab på den borgerlige side af hegnet” end med De Radikale.

– Jeg synes, at man må sige nu, at en stemme på Ellemann er en stemme på Vermund (formanden for Nye Borgerlige, red.) og ultimativt Rasmus Paludan og Stram Kurs, siger Andreas Steenberg, som er udlændingeordfører for De Radikale.

– Det ærgrer mig, at han vil lave politik med partier som dem, siger han.

Samtidig mener Andreas Steenberg, at Jakob Ellemann-Jensen bryder med den linje, som Lars Løkke Rasmussen, forhenværende statsminister og formand for Venstre, lagde.

Han gik til valg på, at Venstre i høj grad skulle samarbejde over midten og ikke med partierne, som er på Folketingets yderste højrefløj.

– Jeg have ikke regnet med, at vi ville få al vores politik gennemført, men jeg havde håbet og troet, at Venstre ikke ville lægge sig klos op ad Nye Borgerlige og Stram Kurs. Det var noget andet, end Løkke lagde op til, siger Andreas Steenberg.

/ritzau/