V-formand erkender uklarhed om udlændingepolitik

Jakob Ellemann-Jensen (V) erkender i et interview med avisen Danmark, at han i sit første år som formand for Venstre har skabt tvivl om, hvor man har Venstre på udlændingeområdet.

– Der er sat spørgsmålstegn ved, hvor jeg står på udlændingepolitikken. Det kan hverken jeg eller Venstre være tjent med. Jeg står fuldstændig på den samme udlændingepolitik, som Venstre gjorde, inden jeg blev formand.

– Jeg har lempet vores udlændingepolitik præcis nul gange, siger han til avisen.

Ellemann-Jensen siger, at han lader sig interviewe til avisen Danmark for at få gjort det tydeligt, hvor han står på udlændingepolitikken. Interviewet bliver offentliggjort, samtidig med at Venstre holder sommergruppemøde i Sønderborg.

Han afviser i interviewet også, at Venstre vil gå i regering med De Radikale.

En spire, som blev plantet, fordi han kort før sommerferien lancerede en plan om en grøn skattereform med De Radikale.

Ifølge De Radikales udlændingeordfører, Andreas Steenberg, er Venstre og De Radikale langt fra hinanden på udlændingeområdet.

Men ifølge Steenberg havde Ellemann givet nogle signaler om, at han måske ville samarbejde. Men det har han fejet af bordet nu, og det ærgrer Andreas Steenberg.

– Det overrasker mig ikke, at Jakob Ellemann siger det her. Men jeg havde håbet, at han ville være med til at diskutere nogle af de ting, De Radikale ikke synes giver mening på udlændingeområdet.

– Men det overrasker mig, at han giver udtryk for hellere at ville diskutere udlændingepolitik med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige end os, siger han.

Flere partier i blå blok har i foråret beskyldt Venstre for at svigte i forhold til at føre an i udlændingepolitikken.

Kritikken kom blandt andet fra De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen. Han mente, at der var en ny retning i den tidligere regeringspartners politik på området.

Også Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, mener, at Ellemann har været for uklar på udlændingeområdet. Men han glæder sig over, at der nu kommer en klar melding fra V-formanden.

– Jeg synes, det er glædeligt, at Jakob Ellemann-Jensen har droppet den farlige flirt med De Radikale. Og jeg vil sige, at udlændingepolitikken er hovedhjørnestenen i den blå familie (blå partier, red.).

– Men det er bedre sent end aldrig, at Ellemann melder sig på banen, selv om det har taget alt for lang tid, siger Skaarup til Ritzau.

/ritzau/