Regering om pensionsudspil: Skift bank hvis priserne hæves

Det er især kunderne, der kommer til at betale regningen, hvis regeringen får flertal for sit forslag til tidligere tilbagetrækning for folk, der har været længe på arbejdsmarkedet.

Det har finanssektoren advaret om. Men hvis det sker, så opfordrer regeringen folk til at skifte bank.

– Om man vil kaste det over på kunderne, bestemmer bankerne selv, siger statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag på partiets sommergruppemøde.

Finansieringen skal blandt andet findes ved at pålægge finanssektoren et “ekstra samfundsbidrag”, som regeringen kalder det i det længe ventede udspil, der blev præsenteret tirsdag.

Begrebet dækker over en ekstraskat på 1,5 milliarder kroner om året, som rammer finanssektoren for at finansiere udspillet. Og historisk set rammer den slags i sidste ende kunderne. Men det må forbrugerne ifølge regeringen så tage bestik af.

– Bankerne er selv med til at træffe et valg om det samfundsbidrag (skatter, red.), som vi mener er rimeligt. Bankerne har haft store overskud gennem de senere år. Det, vi taler om her, mener nogen, at man kun kan kaste over på kunderne. Det valg træffer bankerne selv, siger statsministeren.

Det er op til de enkelte banker, om de vil lade kunderne betale. Men det er en sandsynlig løsning ifølge Finans Danmark, der er interesseorganisation for virksomheder i bank- og realkreditsektoren.

På grund af coronasituationen vil regeringen først indføre skattestigningerne fra 2023 frem mod 2025. Det skyldes, at coronasituationen har ramt dansk erhvervsliv hårdt.

Indtil da vil regeringen tage pengene fra det økonomiske råderum, som er statens forventede økonomiske overskud frem mod 2025.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) gør det klart, at både bankerne og forbrugerne har et valg.

– Det er et valg, bankerne træffer selv. Men til syvende og sidst er det også et valg, bankkunderne træffer.

– Hvis man som bankkunde oplever, at en finansiel virksomhed flytter denne moderate og beskedne afgift over på den enkelte bankkunde og forbruger, synes jeg, man som bankkunde skal overveje at skifte bank, siger han.

Den finansielle sektor fik store hjælpepakker betalt af skatteyderne under finanskrisen, skriver regeringen i sit udspil.

Ifølge Finans Danmark forventer blandt andre aktionærer og investorer en vis andel i overskud fra bankerne, hvis de skal investere.

Forslaget vil betyde en endnu lavere indtjening.

/ritzau/