Dokument slår fast: Regeringen har skiftet strategi mod corona

Regeringens strategi er ikke længere at holde antallet af indlæggelser nede, som den var, da Danmark blev lukket ned i marts.

Siden er strategien nemlig på et tidspunkt blevet ændret til at handle om at holde smittetallet nede.

Det fremgår af et dokument, der er oversendt til Folketinget 14. august. Det skriver Berlingske.

– Derfor er det også vores ambition at have så få smittede som overhovedet muligt, står der blandt andet i regeringsdokumentet.

Selv om flere politikere og eksperter anerkender, at det er den rigtige strategi, kritiserer flere, at regeringen ikke tilstrækkeligt tydeligt har gjort befolkningen klar over, at strategien har ændret sig.

– I forbindelse med pressemødet om anden fase af genåbningen (i begyndelsen af maj, red.) er budskabet indirekte, som jeg hører det, at vi ikke længere fokuserer udelukkende på hospitalernes kapacitet og antallet af indlagte.

– Vi har i lige så høj grad fokus på antallet af smittede som et parameter i sig selv, siger Viggo Andreasen, der er lektor i matematik og sad med i Statens Serum Instituts ekspertgruppe, der modellerede epidemiens udvikling.

Han udtaler sig dog ikke i regi af gruppen, skriver Berlingske.

Det nye krav om brug af mundbind i den kollektive trafik og den fortsatte lukning af nattelivet sker, samtidig med at tal for smittede og indlagte ser gode ud sammenlignet med marts og april.

Virolog og professor Søren Riis Paludan fra Aarhus Universitet er enig i, at der er sket et klart strategiskifte.

– Det er åbenlyst, at succesen var overvældende i første omgang, da vi indførte social afstand. Uden at det er blevet udtalt, skiftede strategien derfor, så det nu handler om, at antallet af smittede skal helt ned, samtidig med at vi åbner op, siger han til avisen.

Han uddyber, at der i begyndelsen var en målsætning om ikke at løbe tør for respiratorer, men siden har det ikke været udtalt, hvad målsætningen er.

Også Jens Lundgren, professor og overlæge i infektionsmedicin på Rigshospitalet, peger på, at der er sket et strategiskifte.

En del af forklaringen er, siger han, at det nu er muligt at teste bredt. Det var det ikke tidligere på grund af manglende kapacitet.

/ritzau/