DFs Martin Henriksen klar til comeback i Slagelse

DF opstiller Martin Henriksen som folketingskandidat i Slagelsekredsen, hvor kultur- og kirkeminister Joy Mogensen er kandidat for S.

Det oplyser Martin Henriksen selv i en pressemeddelelse. Han er blevet valgt på et opstillingsmøde onsdag aften.

Dermed skifter det tidligere folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti kreds fra Københavns Storkreds til Sjællands Storkreds.

Henriksen røg ud af Folketinget ved valget i 2019. Han siger i pressemeddelelsen, at han “har brugt en del tid på at overveje fremtiden”. Men han er nået frem til, at hans arbejde i Folketinget for Dansk Folkeparti ikke er overstået.

– Vælgerne får et klart valg mellem en politiker fra Socialdemokratiet, som ikke har noget problem med at åbne moskéer i Danmark, og undertegnede, som vil gøre alt, hvad der overhovedet er muligt, for at forhindre yderligere islamisering af det offentlige rum i Danmark, lyder det fra DF’eren.

Martin Henriksen sidder i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse. Desuden har han efter sit exit fra Folketinget stået i spidsen for en gruppe i Dansk Folkeparti, der skal udvikle politik for partiet.

Han har senest været i vælten med en sag, hvor han satte spørgsmålstegn ved, at en person med dobbelt statsborgerskab arbejdede i Udlændingestyrelsen.

Konkret drejede sagen sig om Soma Mayel, der er er jurist og ansat i Udlændingestyrelsen. Hun har både dansk og afghansk statsborgerskab.

Det fik Martin Henriksen til at skrive på Facebook, at det efter hans opfattelse “ikke er holdbart”, at der er ansat afghanske eller andre udenlandske statsborgere i Udlændingestyrelsen. Styrelsen behandler sager om asyl.

Flere prominente politikere, herunder udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), blandede sig i debatten og kritiserede Henriksen.

/ritzau/