Udviklingsminister dybt bekymret for situationen i Mali

Malis præsident, Ibrahim Boubacar Keita, og landets premierminister, Boubou Cissé, er blevet anholdt af soldater, der gør oprør.

Minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn (S) er bekymret for, at en borgerkrig kan udvikle sig i landet, der i forvejen er præget af fattigdom og uro.

– Vi er fra dansk side dybt forfærdede over det, vi ser.

– Det er et land, der i forvejen er i dyb krise – et af verdens absolut fattigste lande. Hvis der kommer borgerkrig oven i det, så er det på mange måder det, man kan kalde den perfekte storm, siger han.

Danmark er militært til stede to steder i Mali.

Forsvaret bidrager med tropper til FN’s fredsbevarende operation i landet og med to helikoptere til den franskledede antiterroroffensiv Operation Barkhane.

FN’s generalsekretær, António Guterres, kræver, at både præsidenten og hans regering bliver løsladt med det samme.

– Generalsekretæren fordømmer i høj grad disse handlinger og opfordrer til en øjeblikkelig genopretning af lov og orden i Mali, siger Stephane Dujarric, talsmand for Guterres.

Præsidenten og premierministeren blev angiveligt pågrebet i præsidentpaladset i Malis hovedstad, Bamako.

Det pludselige oprør er en markant eskalering af situationen i det skrøbelige vestafrikanske land, der i måneder har været præget af politisk krise.

Siden juni har modstandere af præsident Keita afholdt store demonstrationer, hvor de kræver, at han går af.

Onsdag eftermiddag vil FN’s Sikkerhedsråd ifølge diplomatiske kilder holde krisemøde om situationen.

Det er angiveligt Frankrig og Niger, der har anmodet om mødet. Det ventes at finde sted bag lukkede døre.

/ritzau/