Skat på banker og høje indkomster skal betale pension

Danskere med høje indkomster og formuer samt banker og ejendomsinvestorer skal betale for tidlig pension til Arne.

Det fremgår af regeringens udspil til en ret til tidlig pension, som blev fremlagt tirsdag. Udspillet vil i alt koste tre milliarder kroner årligt at gennemføre, hvis regeringen kan samle flertal for det.

Heraf skal halvdelen – 1,5 milliarder kroner – findes ved at beskatte bankerne. Den anden halvdel skal findes ved at beskatte høje indkomster, formuer og ejendomsinvestorer.

På grund af coronakrisen vil regeringen dog først indføre skattestigningerne fra 2023 frem mod 2025. Det skyldes, at coronakrisen har ramt dansk erhvervsliv hårdt. Indtil da vil regeringen tage pengene fra råderummet.

I 2023 skønner regeringen dog, at økonomien igen vil være normal, så man kan indføre skattestigningerne:
– Coronakrisen har ikke ændret på, at en ny ret til tidlig pension skal være fuldt finansieret. Men coronakrisen har sat dybe spor i dansk økonomi. Derfor vil regeringen i 2021 og 2022 finansiere udgifterne til tidlig pension ved at trække på det økonomiske råderum, hedder det i udspillet.

Det fremgår af udspillet, at “tilbagerulning af skattesænkninger fra Forårspakke 2.0 for personer med høje indkomster og formuer og målrettede skattestigninger for ejendomsinvestorer mv. skal bidrage med godt 1,5 milliarder kroner i finansiering”.

Regeringen foreslår konkret, at man for det første fjerner muligheden for, at virksomheder kan fratrække de allerhøjeste lønninger i skat. Det skal ske i form af et loft over fradrag på ti millioner kroner.

For det andet vil regeringen tilbagerulle skattelettelser på høje aktie- og kapitalindkomster.

For det tredje skal selskaber, der investerer i ejendomme, beskattes årligt af deres gevinster.

Et ekstra samfundsbidrag fra den finansielle sektor skal bidrage med 15 milliarder kroner.

/ritzau/