Ellemann om pensionsudspil: Besynderlig timing

Det er besynderlig timing at præsentere et pensionsudspil som det, regeringen tirsdag har lagt frem, mener Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen.

– Vi står foran et efterår, som bliver økonomisk vanskeligt, og som bliver rigtig dyrt. Dels på grund af følgerne af corona, herunder alle de mennesker – op mod 50.000 – som har mistet deres arbejde. Dels fordi vi har nogle meget ambitiøse mål på klimaområdet, som bestemt heller ikke bliver gratis, siger han.

Hvis Venstre skal lægge stemmer til en ny reform på området, kommer den til at se markant anderledes ud, siger formanden.

Har man været på arbejdsmarkedet i 42 år, når man fylder 61 år, kan man få lov at gå på pension ét år tidligere end den gældende folkepensionsalder, hvis det står til regeringen.

Efter 43 år kan man gå fra to år før, og 44 år på arbejdsmarkedet giver mulighed for tre års ekstra pension.

Det vil ske til en ydelse på 13.550 kroner før skat, hedder det i regeringens udspil.

Det er helt forkert, mener Jakob Ellemann-Jensen, der hellere ser, at man justerer på seniorpensionen.

Aftalen om ret til seniorpension blev sidste år indgået mellem den daværende VLAK-regering samt Dansk Folkeparti og De Radikale. Socialdemokratiet tilsluttede sig senere aftalen.

– Det er et stort beløb at bruge på en ny ydelse. Det her er jo ikke en ydelse, der er målrettet mennesker, som er slidt ned. Der har vi en seniorpensionsordning, der har virket siden årsskiftet, og hvor mange mennesker, 96 procent af dem, der har søgt, allerede har fået tilkendt seniorpension.

Spørgsmål: Men er der ikke nogle mennesker, der måske har ondt, men ikke vurderes at være nedslidte nok til at få seniorpension?
– Jo, men de mennesker skal vi hjælpe. Det er en god idé. Men lad os se på selve seniorpensionen i stedet, lyder det fra Jakob Ellemann-Jensen.

/ritzau/