Regeringen præsenterer udspil om tidlig pension tirsdag

Det har været længe undervejs, men der kom en coronakrise i vejen.

Men nu er det ved at være tid til, at regeringen kan præsentere sit længe ventede udspil til en ret til tidlig pension.

Det skriver statsminister Mette Frederiksen (S), finansminister Nicolai Wammen (S), skatteminister Morten Bødskov (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) mandag i en kronik i avisen Danmark.

– Regeringens opbakning til Velfærdsaftalen (fra 2006, red.) byggede blandt andet på muligheden for at gå på efterløn. Men siden vi indgik aftalen, er efterlønnen blevet kraftigt forringet, skriver de fire ministre i avisen Danmark.

– Det har skabt uretfærdigheder, som vi har et ansvar for at gøre noget ved. Derfor vil vi tirsdag præsentere en ret til tidlig pension, som vi lovede danskerne forud for folketingsvalget sidste år.

– Coronakrisen har udskudt fremlæggelsen, men bestemt ikke behovet. Mange har sagt, at det ikke kunne lade sig gøre at definere en retfærdig rettighed ud fra objektive kriterier. Det forslag, regeringen præsenterer, viser, at det kan lade sig gøre, skriver de.

En ret til tidlig folkepension for nedslidte og folk, der har været længst tid på arbejdsmarkedet, var Socialdemokratiets store mærkesag under valgkampen sidste år.

Socialdemokratiet afholder tirsdag og onsdag sommergruppemøde i Gråsten.

/ritzau/