Radikale holder døren på klem for ret til tidlig pension

Det er S-regeringen, der vil fremlægge et udspil om en ret til tidlig pension.

Derfor vil De Radikale foreløbig afvente udspillet, der bliver præsenteret tirsdag, inden partiet tager stilling til, om det kan bakke op om det.

Det siger De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, mandag ved et pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde i København.

Det afgørende for De Radikale er, at man sikrer arbejdsudbuddet, hvis nogle skal forlade arbejdsmarkedet tidligt.

– Vi har ikke en ambition om, at folk, der skal spise et glas gigtpiller for at komme igennem arbejdsugen, skal drives på arbejde.

– Men vi mener samtidig, at seniorpensionen hjælper dem, der er nedslidte. Stort set alle, der søger den, får den også.

– Vi vil afvente regeringens forslag. Men hvis nogle skal ud af arbejdsmarkedet, så skal andre tage deres plads.

– Det spørgsmål bliver forhåbentlig besvaret, når regeringen kommer med deres forslag, siger Morten Østergaard.

De Radikale vil holde fast i en aftale om ret til seniorpension for nedslidte.

Den aftale blev sidste år indgået mellem den daværende VLAK-regering samt Dansk Folkeparti og De Radikale.

Socialdemokratiet tilsluttede sig senere aftalen, men vil altså også have en ret til tidlig pension.

Og ingen døre bliver altså smækket i på forhånd fra De Radikale, som ellers har været det af regeringens støttepartier, der har været klart mest skeptisk over for regeringens idé om en ret til tidlig pension.

Morten Østergaard siger, at udenlandsk arbejdskraft kan være en mulighed for at øge arbejdsudbuddet, hvis andre skal trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet.

– Seniorpensionen virker, men det er ikke sikkert, at arbejdet er færdigt. Der kan sagtens være grupper, vi fortsat skal kigge på.

– I stedet for at melde os ud af den diskussion, så siger vi, at vi er optaget af at hjælpe dem, der er på kanten af arbejdsmarkedet. Men det kræver, at andre kan tage deres plads, siger De Radikales politiske leder.

/ritzau/