Kirke- og kulturminister er officielt folketingskandidat

Kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S) er blevet valgt som folketingskandidat i Slagelse-kredsen på et repræsentantskabsmøde i Socialdemokratiets lokale partiforening.

Det oplyser ministerens særlige rådgiver Kasper Fogh Hansen mandag.

– Nu arbejder jeg jo med det socialdemokratiske projekt på landsplan, og der synes jeg, det er så vigtigt at have en forbindelse tilbage til et bagland.

– Jeg har savnet at have et bagland, man kan konkretisere det store nationale projekt til, siger Joy Mogensen.

Slagelse-kredsen er en mangfoldig sammensætning af by- og landområder, mener ministeren, og hun vil arbejde for, at infrastrukturelle problemer ikke holder området tilbage.

– Slagelse-kredsen er jo sådan et infrastrukturelt knudepunkt.

– Det har jeg snakket med mit nye bagland om, hvordan vi får styrket. Slagelse er en stor uddannelsesby. Det er også et sted med mange offentlige arbejdspladser og store boligudbygningsplaner. Det skal vi sikre, at folk kan komme hen til, siger Joy Mogensen.

Joy Mogensen var en af to, som sidste år blev hentet ind ude fra, da ministerholdet skulle sættes efter folketingsvalget. Hun takkede ja til ministerposten. Og i den forbindelse takkede hun af som borgmester i Roskilde.

Den anden var Jeppe Kofod. Han blev udenrigsminister og forlod derfor sin plads i Europa-Parlamentet.

Slagelsekredsens tre partiforeningsbestyrelser sagde i slutningen af juni god for Mogensens kandidatur, hvor hun af kredsformand Tony Bomholt Rasmussen blev kaldt en kandidat fra ”øverste hylde”.

Siden Joy Mogensen trådte ind på posten som kirke- og kulturminister har kritikere dog langet ud efter hende.

Joy Mogensen overtog et ministerium midt i omstridte besparelser på kulturen, i DR og et uskønt radioudbud. Allerede i september var hun under angreb omkring besparelser på kulturen.

I slutningen af marts opfordrede et flertal i Folketinget statsministeren til at fjerne Joy Mogensen fra forhandlingerne om hjælp til kulturen under coronakrisen. I juli endte det med en næse til ministeren fra Folketinget efter lang tids frustration hos kulturordførerne.

/ritzau/