Joachim B. Olsen melder sig ud af Liberal Alliance

Tidligere folketingsmedlem Joachim B. Olsen melder sig ud af Liberal Alliance for at blive politisk kommentator på Ekstra Bladet. Det skriver Ekstra Bladet.

Joachim B. Olsen blev ikke genvalgt for Liberal Alliance ved seneste folketingsvalg. Han har dog hidtil fortsat haft tilknytning til partiet, som han har arbejdet for som politisk konsulent.

Men nu skal den tidligere LA-profil altså i stedet være politisk kommentator for Ekstra Bladet. Og med jobbet melder han sig ud af partiet.

– Ekstra Bladet er en institution i den danske medieverden. En avis som altid er i opposition til magthaverne. Det glæder jeg mig utrolig meget til at blive en del af, siger Joachim B. Olsen til Ekstra Bladet.

/ritzau/