Erhvervslivet advarer mod pensionsivrige politikere

I et fælles opråb advarer de tre største arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer i Danmark mod den stadig større politiske vilje til at sænke pensionsalderen.

Det skriver Politiken mandag.

Ifølge Dansk Industri (DI), Dansk Erhverv (DE) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er det faretruende, at debatten nu handler om at slække på velfærdsforliget fra 2006.

Forliget betyder, at folkepensionsalderen stiger med levealderen. Og det har skabt grundlaget for en langsigtet holdbarhed i dansk økonomi, skriver Politiken.

Brian Mikkelsen, der er direktør i DE, siger til Ritzau, at man er “meget bekymret”.

– Fjerner man den automatik, der er i pensionsalderen, vil det være dødbringende for vores økonomi. Trækker man folk ud af arbejdsmarkedet, kan vi ikke længere finansiere vores velfærdssamfund.

– Vi under alle, der er psykisk eller fysisk nedslidt, at gå tidligt på pension. Men velfærdssamfundet hænger kun sammen, hvis dem, der kan arbejde, arbejder, siger Brian Mikkelsen.

Han kalder det “soleklart”, at Danmark bliver et fattigere samfund, hvis velfærdsforliget bliver ændret.

Direktør i DA Jacob Holbraad siger til Politiken, at man risikerer at “gamble med Danmarks position som et af verdens rigeste lande”.

Den høje beskæftigelse er ifølge Holbraad grundlaget for hele samfundsøkonomien.

Det er Socialdemokratiet, De Radikale, De Konservative og Dansk Folkeparti, der står bag velfærdsforliget.

Men De Radikale og Dansk Folkeparti har åbnet for, at pensionsalderen skal have et loft på 70 år, skriver Politiken.

Det støttes af Enhedslisten og SF, to af regeringens støttepartier.

Regeringen vil tirsdag præsentere sit forslag om ret til tidlig pension. Den står dog fortsat bag velfærdsforliget.

Alligevel mener forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at regeringen med forslaget om ret til tidligere pension har startet en farlig debat.

Han siger til Politiken, at hele debatten om velfærdsforliget er “et meget voldsomt angreb på dansk økonomis holdbarhed”.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kalder det “eklatant vrøvl”.

Folkepensionsalderen er i øjeblikket 66 år. Velfærdsforliget betyder, at den frem mod 2030 skal stige til 68 år. I 2040 forventes den at ramme 70 år.

/ritzau/