Ny styrelse åbner snart: Skal sikre forsyning under kriser

I slutningen af august slår den nye styrelse, der skal sikre forsyningen under kriser – Styrelsen for Forsyningssikkerhed – dørene op i Birkerød.

Det fortæller justitsminister Nick Hækkerup (S) lørdag på et pressemøde.

– Den bliver central for det samlede beredskab – også i forhold til indsatsen mod covid-19.

– Det er afgørende med adgang til udstyr, hvis strategien skal virke, siger han.

Styrelse blev annonceret i maj. Den skal være med til at sikre, at Danmark er forberedt, hvis der kommer en ny bølge af coronavirus.

Den blev annonceret, efter at flere aktører meldte om mangel på værnemidler.

Blandt andet Lægemiddelstyrelsen var ude at advare om, at sundhedssektoren risikerede at løbe tør for værnemidler.

Koordineringsarbejdet er et centralt arbejdsområde i den nye styrelse, der ligger under Justitsministeriets ressort.

Der skal blandt andet skabes overblik over lagre af værnemidler, og der skal skabes bedre koordinering om forsyning af værnemidler på tværs af den offentlige sektor.

Styrelsen skal varetage en række af de opgaver i forhold til covid-19, som i dag understøttes af Den Nationale Operative Stab (Nost).

Nost ligger under Rigspolitiet og er en del af regeringens krisestyring og aktiveres ved større kriser og katastrofer.

Det skete blandt andet i 2015 i forbindelse med flygtningekrisen.

Under coronakrisen har repræsentanter fra erhvervslivet fået plads i organet.

Blandt andet Dansk Industri, Danske Erhverv, Danske Rederier, konsulentvirksomheden McKinsey og Kammeradvokaten har fået plads.

Den nye styrelse skal ligge i Birkerød hos Beredskabsstyrelsen, der også er en central del af Danmarks katastrofeberedskab.

I spidsen for styrelsen kommer Lisbeth Zilmer-Johns til at stå. Hun kommer fra en job som vicedirektør i Udenrigsministeriet.

/ritzau/