Minister: Lærerstuderende skal tættere på klasseværelset

Lærerstuderende er kommet for langt væk fra de klasseværelser, de senere skal ud i.

Det mener uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der vil begynde et arbejde med at gøre læreruddannelsen endnu bedre.

Ministeren ønsker, at læreruddannelsen skal være mere praktisk og mindre akademisk. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Derfor bliver kommissionen om fremtidens læreruddannelse afviklet. Den skulle blandt andet se på mulighederne for at gøre uddannelsen længere, som det ses i flere andre nordiske lande.

I stedet sætter uddannelses- og forskningsministeren et udviklingsarbejde i gang sammen med blandt andre de studerende selv og undervisere.

– For mig handler det blandt andet om, at vi skal have styrket fokus på praktikken i uddannelsen, så de studerende bliver endnu bedre rustet til virkeligheden i klasselokalerne.

– Jeg ser omvendt ikke et behov for at akademisere uddannelsen yderligere eller flytte den hen på universiteterne i de store byer, siger Ane Halsboe-Jørgensen i pressemeddelelsen.

Det er ifølge formanden for Danske Professionshøjskoler, Stefan Hermann, den rigtige vej at gå at afvikle kommissionen, skriver Politiken.

– Det er supergodt, at man siger: Jer, der har fingrene nede i bolledejen og arbejder med problemstillingerne, nu må I komme med nogle bud på, hvad der skal til for at gøre den bedre, siger Stefan Hermann til Politiken.

Omvendt er Danmarks Lærerforening ærgerlige over, at kommissionen bliver nedlagt.

Formand Anders Bondo Christensen siger til Politiken, at kommissionen kunne have kørt parallelt med drøftelserne om forbedringer i den nuværende uddannelse.

Ministeren siger, at før man diskuterer uddannelsens længde, skal man se på, hvordan de nuværende rammer er tilrettelagt, skriver Politiken.

Men hun er ikke afvisende over for, at lærerstuderende på længere sigt kan få en femårig uddannelse.

/ritzau/