Erfaren rotte skal give bud på fremtidens pensionsordning

Den tidligere beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen fra Venstre bliver formand for den kommission, der skal komme med anbefalinger til, hvordan pensionssystemet kan blive bedre.

Det er sket senere end forventet på grund af coronasituationen, oplyser ministeriet.

– Jeg er glad for, at Jørn Neergaard, der kender pensionssystemet til fingerspidserne, har takket ja til opgaven.

– Det haster med at finde en løsning for de typisk ufaglærte og faglærte, der efter mange år på arbejdsmarkedet ikke kan følge med, når pensionsalderen stiger, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en meddelelse.

I knap to årtier var Jørn Neergaard Larsen direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, indtil han ret overraskende blev beskæftigelsesminister i Venstreregeringen i 2015.

Den i dag 71-årige blev kendt på Christiansborg som en, der kunne sit stof til fingerspidserne. Måske nogle gange lidt for godt – for det kunne indimellem knibe med at kommunikere den store viden til omverdenen.

Han måtte dog træde tilbage efter knap halvandet år, da De Konservative og Liberal Alliance blev en del af regeringen efter flere trusler fra sidstnævnte parti, der ville have topskattelettelser.

Neergaard Larsen har tilbragt omkring halvdelen af sit liv i spidsen for prominente arbejdsmarkedsorganisationer.

– Jeg er glad for den tillid, der bliver vist mig ved at udnævne mig som formand for pensionskommissionen. Pension er et utroligt vigtigt emne både for den enkelte og for vores samfundsøkonomi.

– Jeg har beskæftiget mig med pension – ikke mindst arbejdsmarkedspension i en stor del af mit arbejdsliv. Nu glæder jeg mig til at tage fat på denne opgave, siger han.

Pensionskommissionen blev nedsat som led i en aftale mellem VLAK-regeringen samt Dansk Folkeparti og De Radikale kort før valget i 2019.

Kommissionen skal afrapportere til regeringen og forligspartierne senest i 1. kvartal 2022.

Kommissionens øvrige medlemmer udpeges i løbet af efteråret.

/ritzau/