Enhedslisten står fast på krav om gratis mundbind til sårbare

Enhedslisten vil holde regeringen op på et løfte om gratis mundbind til socialt udsatte og kronisk syge borgere.

Det siger partiets sundhedsordfører, Peder Hvelplund.

– Det er i den grad noget, vi vil holde regeringen op på. Det er et klart løfte, der er givet, og det er en klar forudsætning for hele aftalen, siger han med henvisning til aftalen om fase 4 af genåbningen.

En aftale, som blev indgået mellem regeringen og Folketingets partier fredag.

Mundbind eller visir bliver obligatorisk i den kollektive trafik, på togstationer og stoppesteder, i færger og taxi, fra lørdag 22. august.

Det oplyste statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i Statsministeriet lørdag formiddag.

Det skuffer Peder Hvelplund, at statsministeren ikke nævnte noget om gratis mundbind til udsatte grupper.

– Vi er godt klar over, at man ikke lige kan melde den endelige model ud nu. Og der er også en uge til at sætte det i værk.

– Men jeg er skuffet over, at regeringen ikke gør opmærksom på det på pressemødet. Det skaber usikkerhed hos de sårbare grupper, siger Peder Hvelplund.

Ideelt set skulle mundbind være gratis for alle brugere af den kollektive trafik, mener partiet.

Men det var der ifølge sundhedsordføreren ikke flertal for blandt de øvrige partier.

– Vi ønskede at gå længere, end regeringen gør nu, men det kunne vi ikke opnå flertal for. Men det er noget, vi vil arbejde videre på, siger Peder Hvelplund.

Kravet om gratis mundbind til udsatte grupper støttes af Mødrehjælpen.

– Kravet om mundbind er en udgift, der kommer til at kunne mærkes på madbudgettet i mange familier.

– Husk på, at der er flere end 60.000 børn, der lever under fattigdomsgrænse i Danmark.

– Derfor må Folketinget finde en løsning, så mundbind bliver gratis for børnefamilier på overførselsindkomst, siger direktør Ninna Thomsen i en pressemeddelelse.

Mødrehjælpen er en socialhumanitær organisation, der rådgiver og støtter gravide og børnefamilier.

/ritzau/