LA-pressemøde om pension slutter brat efter kærestesnak

Det slog gnister i den varme sommerluft, da Liberal Alliance fredag afholdt pressemøde i Gl. Vindinge ved Nyborg som en del af partiets sommergruppemøde.

Pressemødet skulle have fokus på partiets nye pensionsudspil som optakt til den politiske sæson, men i løbet af pressemødet blev det emne fuldstændig sat til vægs af en anden sag.

B.T. beskrev torsdag aften, at partileder Alex Vanopslagh skulle have blandet sig i sin kærestes fratrædelsesaftale, da hun forlod partiet.

Det afviste partilederen kategorisk, da B.T. spurgte ham om det ved pressemødet fredag.

– Jeg kan overordnet bekræfte, at jeg har mødt kærligheden på arbejdspladsen. Jeg har fået mig en kæreste, og jeg synes jo selvfølgelig, at hun er fantastisk dejlig, lød det indledningsvist fra Vanopslagh.

Herefter blev tonen skærpet:
– Jeg har jo set, at I har fået det udlagt som om, at partiet ville af med en medarbejder, og så går jeg ind og forhindrer det og blander mig i en fratrædelsesforhandling. Og det er simpelthen ikke tilfældet.

Alex Vanopslagh fortalte, at han havde overladt fratrædelsesforhandlingen til gruppeformand Ole Birk Olesen.

– Sagen blev overdraget til mig. Og det er jo god ledelse. Der var en diskussion i partiet om, hvordan den her udfordring skulle løses.

– Og Alex traf så den beslutning, at det var noget, partiets gruppeformand skulle finde ud af og forhandle om, sagde Ole Birk Olesen.

Efter flere spørgsmål om sagen afsluttede gruppeformanden pressemødet med ordene:

– Er der nogle andre spørgsmål om politik? Det kan være LA’s politik eller dansk politik generelt. Det er der ikke? Så siger vi tak for i dag.

/ritzau/