Danmark giver 150 millioner mere til kriseramte Libanon

Danmark giver yderligere 150 millioner kroner til Libanon efter tirsdagens eksplosion i Beirut.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Det danske bidrag bliver annonceret senere søndag af udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på en international konference.

Donormødet er arrangeret af FN’s generalsekretær, António Guterres, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

På konferencen deltager stats- og regeringsledere fra hele verden. Formålet er at sikre international opbakning til Libanon.

– Den katastrofale eksplosion i Beirut har runget gennem hele verden. Nu er det afgørende, at verdenssamfundet besvarer det akutte råb om hjælp fra Libanon og står sammen om at sikre, at Libanon ikke destabiliseres yderligere, siger Jeppe Kofod i meddelelsen.

Han påpeger, at det vil tage mange år at læge den ufattelige menneskelige tragedie og genopbygge den libanesiske hovedstad.

– Fra dansk side vil vi arbejde for at fastholde europæisk og internationalt engagement i landet, siger Jeppe Kofod.

– Samtidig vil vi sende et klart signal til Libanons politiske ledere om, at vi forventer politiske og økonomiske reformer i landet til gavn for den hårdt prøvede libanesiske befolkning.

/ritzau/