Venstre: Danmark bør ikke tage imod kvoteflygtninge

– Det er ikke tiden til at tage imod flere flygtninge i Danmark.

Sådan lyder det fra Venstres udlændingeordfører Mads Fuglede. Udmeldingen kommer, efter at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfeye (S) onsdag har besluttet, at Danmark i år skal tage i mod 200 kvoteflygtninge fra Rwanda.

– Den socialdemokratiske regering er i gang med at rulle den stramme udlændingepolitik tilbage på trods af løfter om det modsatte, siger Mads Fuglede.

Han henviser til, at statsminister Mette Frederiksen (S) i valgkampen fastslog, at hun ville være garant for en fortsat stram udlændingepolitik i Danmark.

Samtidig har Mette Frederiksen flere gange fastslået, at integrationsproblemerne i Danmark er så omfattende, at sammenhængskraften er udfordret.

Men efter valgsejren har regeringen lyttet for meget til støttepartierne De Radikale, SF og Enhedlisten og i stedet lempet udlændingepolitikken, mener Mads Fuglede:

– Regeringen har hævet de sociale ydelser til arbejdsløse udlændinge, og der er store integrationsproblemer i Danmark senest dokumenteret i en ny dansk undersøgelse, der viser, at rigtig mange syriske flygtninge ikke har noget arbejde, selv om de har været her i flere år.

– Så nej, vi mener ikke det er nogen god ide at tage imod flere flygtninge. Der skal langt bedre styr på integrationen, før det kan blive aktuelt, siger Mads Fuglede.

/ritzau/