Danmark vil i år tage 200 kvoteflygtninge fra Rwanda

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har besluttet, at Danmark vil tage imod 200 kvoteflygtninge fra Rwanda.

I finansloven blev der ellers afsat penge til at tage imod 500 kvoteflygtninge. Mattias Tesfaye mener dog, at integrationsudfordringerne fortsat er for store til at tage imod så stort et antal:
– Vi har besluttet kun at tage imod 200 kvoteflygtninge. Det skyldes, at vi fortsat står med store integrationsopgaver.

– Nogle flygtninge er faldet godt til i Danmark. Men alt for mange er stadig på kontanthjælp. Faktisk er fem ud af seks flygtningekvinder stadig uden for arbejdsmarkedet efter tre år i Danmark. Det er meget, meget dyrt og totalt uholdbart. Derfor går jeg forsigtigt frem, siger Mattias Tesfaye.

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriets tal var 36 procent af de 21-64-årige flygtninge og familiesammenførte i arbejde efter tre år i Danmark. Det tal er opgjort på baggrund af første kvartal 2020.

Blandt mænd var andelen i lønmodtagerbeskæftigelse 57 procent i første kvartal 2020, mens andelen var 17 procent blandt kvinder.

I regeringens støtteparti SF havde man helst set Danmark tage imod 500 kvoteflygtninge. SF’s udlændinge- og integrationsordfører, Carl Valentin, er dog tilfreds med, at Danmark igen tager imod kvoteflygtninge.

Ordningen blev ændret under VLAK-regeringen, hvor daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg afviste at tage imod kvoteflygtninge. Det skete med henvisning til, at Danmark i de år modtog mange spontane asylansøgere fra blandt andet Syrien.

– Vi havde helst set, at Danmark igen tog imod 500 kvoteflygtninge. Men jeg vil samtidig også sige, at det har krævet kæmpestore armlægninger med Socialdemokratiet overhovedet at nå hertil, siger Carl Valentin.

Regeringen har i forvejen et samarbejde med Rwanda og besluttede tidligere i år at støtte et program, hvor Rwanda er med til at tage imod asylansøgere og flygtninge fra Libyens detentionscentre.

En stor del af de flygtninge, der opholder sig i Rwanda, er kristne fra DRCongo og Burundi.

/ritzau/