Danmark sender beskyttelsesdragter til Beirut efter eksplosion

Danmark donerer 600 kemikaliebeskyttelsesdragter til Libanon efter den store eksplosion, som tirsdag ramte landets hovedstad, Beirut.

Det oplyser Beredskabsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Mindst 100 mennesker er afgået ved døden efter eksplosionen, som har fået landets myndigheder til at anmode om støtte.

Libanesisk Røde Kors vurderer, at cirka 4000 mennesker er såret – mange af dem alvorligt.

Det er blandet beskyttelsesudstyr til redningsarbejderne, som efterspørges, og det sender Danmark torsdag afsted med privat fragtfirma.

– Situationen i Libanon er dybt ulykkelig, og vi følger udviklingen tæt sammen med vores partnere på jorden, siger udviklingsminister Rasmus Prehn (S) i meddelelsen.

Eksplosionen har fået den libanesiske regering til at indføre to ugers kriseberedskab i Beirut.

Donationen er finansieret af Udenrigsministeriet. En del af transporten af udstyret forventes finansieret af EU.

/ritzau/