Messerschmidt: Ingen udløbsdato på Thulesen Dahls formandstid

Morten Messerschmidt er blevet valgt til ny politisk næstformand i Dansk Folkeparti. Det sker efter flere ugers spekulationer om, hvorvidt et formandsopgør var på vej mellem ham og partiets formand, Kristian Thulesen Dahl.

Begge afviser dog, at der skulle være splittelse imellem dem politisk. Og Kristian Thulesen Dahl siger til TV2 News, at han regner med at være formand lang tid endnu.

– Altså, hvis der er noget, der falder ned i hovedet på mig, så er det altid næstformandens lod at tage over. Og så skal partiet vælge formand bagefter, når der er landsmøde.

– Men jeg agter ikke at få en tagsten i hovedet eller forlade formandsposten på anden vis. Så jeg ser frem til et langt samarbejde med Morten de næste mange år, siger Kristian Thulesen Dahl til TV2 News.

Morten Messerschmidt siger i samme moment, at der ikke er politiske uenigheder mellem de to.

– Alle spekulationer om, at der skulle være uenighed, dem kan jeg slet ikke genkende.

– Det samlede politiske projekt, vi alle er del af, det er jo det samme, siger han.

Han ønsker samtidig ikke at gå ind i, hvorvidt han nu er først i rækken til at blive formand efter Kristian Thulesen Dahl.

– Jeg har aldrig syntes, at det skulle være særligt attraktivt at være kronprins, når man ser rundt i verden. Skal man være prins Charles, der hænger i sin mors skørter?
– Kristian er formand, så længe han har lyst til at være det. Der er ingen diskussion i den retning, siger han til TV2 News.

/ritzau/