Partier kræver svar: Hvem anbefalede corona-nedlukningen?

Mærkeligt, ærgerligt, mystisk.

Det er nogle af de ord, partier på Christiansborg bruger til at beskrive nye informationer om forløbet op til nedlukning af Danmark i forbindelse med udbruddet af coronavirus.

Fredag kan B.T. fortælle, at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, frarådede at lukke skoler, børnehaver og vuggestuer.

Anbefalingen kom, syv timer før statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde meddelte, at nedlukningen skete på “myndighedernes anbefaling”.

– Det er meget opsigtsvækkende, at der så få timer inden man lukker landet ned, ligger en klokkeklar anbefaling om at undgå at lukke i hvert fald skoler, daginstitutioner og så videre, siger Mette Abildgaard, der er politisk ordfører for De Konservative.

– Det virker mærkeligt, at det så ikke er noget, man adresserer politisk, at man vælger at gå en anden vej. Det er jo helt fair. Det er politikerne, der skal træffe beslutningen i sidste ende, og man må så være ærlig om den, siger hun.

Også sundhedsordfører for Dansk Folkeparti Liselott Blixt undrer sig over de nye informationer.

– Når man på pressemøder får at vide, at man gør det på grund af myndighedernes anbefalinger, så er det jo en direkte usandhed, statsministeren (Mette Frederiksen (S), red.) står og siger, lyder det fra Blixt.

/ritzau/