Portræt: USAs kristne militærmand Pompeo besøger Danmark

Fyresedlerne sidder løst i administrationen i Washington D.C. Det har flere ledende embedsmænd og ministre erfaret.

Men der er andre, der nyder præsident Donald Trumps respekt. En af dem ser ud til at være Michael Richard Pompeo, der på onsdag kommer til Danmark.

Her skal han mødes med blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Den 56-årige Mike Pompeo med de italienske rødder er Trumps udenrigsminister. En post, han fik den 26. april 2018.

Pompeo kom fra jobbet som chef for efterretningstjenesten CIA. Den post fik han, da Trump blev præsident i januar 2017.

Så Pompeo er inde i Trumps varme, men det er ikke så sikkert, at præsidenten har en udenrigsminister, der af hjertet er hundrede procent loyal.

John Bolton, Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, udgav i juni en bog om Trump-administrationen.

Her skriver han blandt andet, at Pompeo på et tidspunkt viste Bolton en notesblok, hvor der stod skrevet: “Han er så fyldt med lort” – en henvisning til Trump.

Under kampen om at blive den republikanske præsidentkandidat i 2016 støttede Pompeo desuden Marco Rubio.

Han havde ifølge Pompeo den bedste sikkerhedsviden.

Det er et område, der ligger Pompeo på sinde. Han er uddannet officer og var nummer et i sin klasse på West Point.

Ved et vælgermøde, hvor Pompeo præsenterede Rubio, advarede han mod at vælge Trump, der “vil blive en autoritær præsident, som ignorerer forfatningen”.

Det var i marts 2016. Kort efter var Rubios kampagne slut. Trump blev republikanernes kandidat, og Pompeo bakkede nu op.

The New Yorker skriver i et portræt, at den kristne, religiøse Pompeo har en åben bibel på sit skrivebord. Han har også lavet lokalt kirkearbejde.

Magasinet skriver, at Gud ifølge Pompeo kan have frembragt Trump som en moderne Esther.

I Biblen overbeviser Esther kongen af Persien om, at han skal skåne det jødiske folk, der derfor bliver reddet.

Pompeo blev født i 1963 i Californien. I 1986 afsluttede han officersuddannelsen på West Point og gjorde derefter tjeneste i Tyskland under den kolde krig.

I 1991 vendte han hjem og læste jura på Harvard. I 1994 begyndte han en karriere i det private erhvervsliv.

Fra 2011-2017 var han medlem af Repræsentanternes Hus, valgt i Kansas.

/ritzau/