OVERBLIK: Frederiksen savnede Lone Dybkjær til sit bryllup

Tidligere minister og medlem af Europa-Parlamentet Lone Dybkjær er død. Hun spillede i årtier en stor og aktiv rolle i dansk politik.

Tirsdag sender en række politikere tanker og et mindeord på sociale medier til Lone Dybkjær, der for mange har gjort et stort indtryk.

Læs et overblik over, hvad der bliver skrevet, her:
* Statsminister Mette Frederiksen (S):
– Det var med stor sorg, jeg modtog beskeden om Lone Dybkjærs død. Lone har været en markant politiker og stor inspirator for mange. Hun har haft stor betydning for den grønne dagsorden og ligestilling mellem mænd og kvinder i Danmark.

– For mig er Lone noget særligt udover det politiske. Hun var en skattet hustru til min gode ven Poul. Og vi savnede dem begge til vores bryllup for en uge siden. En stærk kvinde er gået bort. Det er et stort tab for Det Radikale Venstre. Og et endnu større tab for Poul og familien. Jeg kondolerer.

* Politisk leder for De Radikale Morten Østergaard:
– Tanken om ikke igen at kunne grine højt eller krydse en klinge med Fru Lone er uvirkelig. Trods hendes kamp mod kræften var hun, selv efter år som folkevalgt, dybt engageret i partiet, og om hvordan vi gjorde væsen af os.

– For det gjorde hun. Væsen af sig. Altid. Et engagement så utæmmeligt og smittende, at det altid efterlod sig et aftryk.

– Vi vil savne det hele – for det lader sig ikke erstatte. Lone var på så mange måder den første. For os radikale var hun også en af de største.

* Næstformand for De Radikale Sofie Carsten Nielsen:
– Hun var aldrig bange for at sige tingene ligeud, og jeg har ikke tal på de mange, mange gange hun har ringet eller skrevet for lige at fortælle mig, hvad hun synes om tingene. Ligesom hun altid svarede, når jeg spurgte om råd. Altid.

– Vi har skændtes, som jeg aldrig skændes med nogen andre, men vi har også kæmpet sammen. For ligestilling, for Europa, for frihed. På en måde så man vidste, at hende her, hun vil altid have din ryg.

* Viceformand for EU-Kommissionen Margrethe Vestager:
– Lones liv og virke er levende hver dag vi arbejder grønt og europæisk, ligeværdige som mennesker uanset køn! Hun vil aldrig blive glemt.

* Finansminister Nicolai Wammen (S):
– Lone Dybkjær var et fantastisk menneske. Skarp og følsom. Direkte og eftertænksom. Lone var engageret som få, og hun nåede mere end de fleste.

* Forsvarsminister Trine Bramsen (S):
– Lone Dybkjær har været en kæmpe inspiration for mig og mange andre, der er gået ind i politik. Et tab for vores land, at hun ikke er her mere.

* Transportminister Benny Engelbrecht (S):
– Lone Dybkjær var min sidekammerat i Europaudvalget i mine første år i Folketinget. Jeg vil altid mindes de gode samtaler og samarbejde.

* Fødevareminister Mogens Jensen (S):
– Et stort menneske, en stærk politiker og en varm ven er gået bort!
– Lone var et stærkt politisk menneske, der med dybde og tyngde varetog sine opgaver som folketingsmedlem, medlem af EU-Parlamentet og minister med stort engagement og kompetence.

* Formand for SF Pia Olsen Dyhr:
– Hvor vil jeg savne dig, Lone! Du var min kollega i Europaudvalget i 00’erne og lærte mig, at man godt kan stå fast og være ordentlig samtidig.

– Grøn og europæer – et smukt forbillede og bare et skønt menneske. Min penneven de sidste år. Jeg vil virkelig savne dine gode kloge råd, varme hilsner og hep.

* Medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard:
– Trist at høre. Tak for mange gode kampe. Særlig om EU hvor Lone altid var klar til en fair debat. Hver sit synspunkt, men med gensidig respekt.

* Medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt:
– Jeg lærte Lone Dybkjær at kende i mine første år i Folketinget som en skøn kollega – både at kæmpe sammen med og imod. Aldrig kedelig!

– Mange minder presser sig på, men først og fremmest går mine tanker og kondolencer til Poul og resten af familien, som sidder med det store savn.

/ritzau/