Færøsk minister: Arktis må ikke blive en legeplads for stormagter

Onsdag får Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), besøg af den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo.

Med på en del af mødet er også udenrigsministeren fra Grønland, Steen Lynge, og Færøernes udenrigsminister, Jenis av Rana.

Tirsdag fortæller de på et pressemøde med Kofod, at der selvsagt kan opstå interessekonflikter mellem dem, men det må ikke komme i vejen for den sikkerhedspolitiske situation i Arktis.

Gentagne gange bliver det nævnt fra de tre, at området skal forblive et såkaldt afspændingsområde.

– Vi er meget bekymret for, om Arktis skulle blive en legeplads for de store magter. Vi må passe på Arktis og få alt det gode ud af det, men det skal fortsat være et lavspændingsområde, siger Jenis av Rana.

Jeppe Kofod understreger, at onsdagens møde med Mike Pompeo ikke bliver et “høflighedsmøde”.

– For Kongeriget er det vigtigt, at samarbejdet i Arktis er baseret på lavspænding.

– Rusland har genåbnet militærbaser, og der er større aktivitet i området. Det er ikke et høflighedsmøde, det er et møde, hvor vi tager bestik af den verden, der er i hastig udvikling, siger Jeppe Kofod.

På tirsdagens pressemøde står det også klart i det små, at Færøerne og Grønland har egne interesser for at udvikle de to lande, som måske kan skabe interessekonflikter med Danmark, som fokuserer på at holde de militære spændinger nede i Arktis.

Grønlands udenrigsminister, Steen Lynge, er opmærksom på, at det er tre forskellige regeringer, som skal til møde med Mike Pompeo onsdag.

– Der vil være interessekonflikter ind i mellem, men det må vi løse. For den grønlandske regering er det vigtigt, at den økonomiske udvikling ikke hindres, fordi der er uenigheder i Rigsfællesskabet. Så må vi hver især nå til enighed.

– Sikkerhed betyder selvfølgelig noget, det kan man ikke komme udenom. Men udviklingen for befolkningen må ikke tage skade af de enkeltes interesser, siger Steen Lynge.

/ritzau/