De Radikale: Klima står ikke så stærkt som håbet i EU-aftale

Efter et 90 timer langt topmøde har EU’s stats- og regeringschefer tidligt tirsdag morgen indgået en aftale om et budget og en genopretningsfond på samlet 1824,3 milliarder euro.

30 procent øremærkes klima og klimamål, og på dette punkt havde De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, håbet på mere.

– Der kan og vil blive sagt meget om forskydninger i denne aftale. Klima står for eksempel ikke stærkt som håbet, skriver han på Twitter.

Han kalder dog samtidig aftalen for et “epokegørende skridt for fælles hjælp ud af coronakrisen” og ønsker tillykke til alle.

Enhedslistens EU-ordfører, Søren Søndergaard, mener derimod, at chancen for at modernisere EU-budgettet er glippet. Ifølge ham går størstedelen til traditionel landbrugsstøtte og omdiskuterede strukturfondsmidler.

– Indholdet i klimaposterne er uklare og kan ikke sikre den nødvendige omstilling, skriver han på Twitter.

Også 92-gruppen, der er et samarbejde mellem 23 danske miljø- og udviklingsorganisationer, mener, at det er vigtigt at have for øje, hvad EU definerer som klima.

– Revisionen af EU har tidligere vist, at EU selv regner ret meget med. Det er blandt andet en stor del af landbrugsstøtten, som den automatisk regner som grøn. Det er selvfølgelig ikke godt nok.

– Reglerne bør strammes alvorligt, så det bliver sådan, at når det reelt øremærkes klima, så er det klimaet, det går til, siger sekretariatsleder Troels Dam Christensen.

Han er desuden skuffet over, at blot 30 procent øremærkes klima. Det burde være mindst 40 procent, hvis man spørger 92-gruppen.

Troels Dam Christensen mener også, at det er vigtigt at se på, hvad de resterende 70 procent af pengene, der ikke er øremærke klima, skal gå til.

– Det er helt afgørende, at de ikke modarbejder den grønne omstilling, men støtter klimahensyn. Hvis man stadig poster penge fra EU’s side i fossil infrastruktur – altså kul, olie og gas, anlæg, rørledning, afbrænding af kul og olie – så løser det ikke problemstillingen, siger han.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er tilsyneladende ikke enig i kritikken af det grønne fokus.

Da topmødet sluttede tidligt tirsdag morgen, kaldte hun det “en rigtig, rigtig god aftale for Europa og en rigtig, rigtig god aftale for Danmark”.

– Nu kommer vi op på en målsætning på 30 procent. Det har der aldrig nogensinde været i EU’s budget før.

– Da vi gik i gang med at forhandle, var der rigtig mange, der sagde, at vi ikke kunne få en ordentlig dansk rabat, kunne sætte et grønt fingeraftryk eller håndtere spørgsmålet om “rule of law” (retsstatsprincippet, red.).

– Alle tre ting er lykkedes, sagde statsministeren.

/ritzau/