Afklaring om seksdagesregel kommer tidligst i august

Flere politiske partier og branchen selv har presset regeringen for at fjerne krav om seks overnatninger for udenlandske turister. Men der kommer tidligst en afklaring til august.

Det fremgår af et folketingssvar fra erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Spørgsmålet er stillet af Venstres Anni Matthiesen og går på, hvad der skal til, før at kravet om, at turister skal overnatte seks nætter i Danmark for at få lov at rejse ind, bliver fjernet.

– På grund af sommerferie er det ikke muligt at besvare spørgsmålet inden for svarfristen. Spørgsmålet forventes besvaret i løbet af august 2020, lyder det i folketingssvaret.

Venstre har i et åbent brev henvendt sig med kritik af, at regeringen lader reglen gælde i højsæsonen omkring juli og august.

Branchen er nemlig under hårdt pres på grund af reglen.

Venstres fungerende politiske ordfører, Martin Geertsen, kritiserer regeringens lange svarfrist.

Han mener ikke, at risikoen for smitteudbrud er nok, til at reglen skal gælde.

– Det er ikke, fordi jeg ikke under regeringens ministre at komme på ferie. Men vi har altså behov for, at en med stjerner på skulderen kommer tilbage og tager en beslutning, siger han.

/ritzau/