To yderligere ministre indkasserer måske næser i respirator-sag

Det trækker op til yderligere to politiske næser i en meget omtalt respirator-sag.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har allerede indkasseret én, og fredag kan forsvarsminister Trine Bramsen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) også indkassere næser for samme sag i forbindelse med et samråd.

Den handler, om at Danmark tilbød ældre og for italienerne ubrugelige respiratorer i forbindelse med coronakrisen.

Respiratorerne var uegnede til Covid-19-patienter, viste det sig. I en pressemeddelelse 8. april sagde Kofod ellers, at respiratorerne var en “solid håndsrækning” til vores “italienske venner”.

Men efterfølgende stod det altså klart, at de var for dårlige til at behandle den type lungesvigt, som coronapatienter er ramt af.

Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative samt de to regeringsstøtter De Radikale og Enhedslisten var flertallet bag næsen til Kofod. Og samme flertal er igen i spil i forbindelse med fredagens samråd.

Det oplyser Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen.

– Der er ikke tale om en fejl, har vi fået klarlagt. Man havde viden om, at de respiratorer ikke kunne bruges, siger Jan E. Jørgensen.

De Radikales politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen, og Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, bekræfter, at der sagtens kan være to yderligere næser på vej i sagen.

– Det er en pinlig affære det hele, siger Sofie Carsten Nielsen.

Der er også blevet rettet kritik af, at den danske regeringen reagerede for langsomt i forhold til den italienske anmodning om hjælp. Samt at regeringen ikke informerede Folketinget om, at respiratorerne var ubrugelige for italienerne.

Tidligere på måneden kunne Berlingske skrive, at en styrelse under Forsvaret i et mailsvar til DR fjernede oplysninger om, at respiratorer, der skulle sendes til Italien, ikke kunne bruges til coronapatienter. Det kunne avisen skrive med henvisning til en aktindsigt i sagen.

Bramsen har allerede beklaget sagen inden samrådet. Derfor vil Enhedslisten ikke være med i næserne denne gang, selv om forsvarsordfører Eva Flyvholm kalder forløbet “fuldstændig uacceptabelt”.

– Vi kan se, at der har siddet embedsmænd og holdt oplysninger tilbage. Og det er ikke i orden.

– Det har vi en kritik af, men forsvarsministeren fortjener ikke en næse her, fordi hun har sagt, at det her er et problem, og at det skal undersøges, siger Flyvholm.

Samrådet begynder klokken 11.

/ritzau/