Knap 26.000 ledige kan uddanne sig på højere dagpenge

Knap 26.000 ufaglærte ledige kan fra august uddanne sig inden for et fag med jobmuligheder og få ti procent ekstra i lønposen.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Er man på den højeste dagpengesats på 18.900 kroner, svarer det til, at der vil tikke yderligere knap 1900 kroner ind på kontoen.

– Ledige øger chancerne for at få job, og virksomhederne får de hænder, de har brug for. Det er en klog måde at bruge krisen på, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i meddelelsen.

Retten gælder for ufaglærte på dagpenge eller faglærte med forældende uddannelser, der er fyldt 30 år.

Den er indført med aftalen om opkvalificering af et bredt politisk flertal bag.

/ritzau/