Stadig uklart hvor mange kvoteflygtninge Danmark vil tage i år

Selv om første halvdel 2020 næsten er gået, vil udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ikke sige, hvornår og hvor mange kvoteflygtninge Danmark kommer til at tage imod i år.

– Det er fortsat regeringens ønske at påtage sig et internationalt medansvar og modtage kvoteflygtninge i 2020. Det har jeg også så sent som i dag meddelt til UNHCR (FN’s flygtningehøjkommissariat, red.), siger Tesfaye under en spørgetime i Folketingssalen.

– Der er endnu ikke truffet en endelig beslutning, men regeringen arbejder med at komme med en udmelding inden alt for længe.

Det er dog centralt for regeringen, at der er sammenhæng mellem det samlede antal asylansøgere og kommunernes evne til at integrere, pointerer ministeren.

Der er i finansloven for 2020 afsat 40 millioner kroner, som skal dække udgifter for op til 500 kvoteflygtninge.

Beslutningen om, hvor mange kvoteflygtninge der skal genbosættes i Danmark, træffes i almindelighed midt på året.

Derfor mener spørgeren Andreas Steenberg, som er De Radikales udlændingeordfører, at det er ved at være på tide med en afklaring, så Danmark snart kan tage imod 500 kvoteflygtninge igen.

Han betoner, at pengene er afsat. Og da halvdelen af året er gået, er det ifølge Andreas Steenberg på tide med en afklaring.

– Alligevel hænger regeringen i bremsen. Det har jeg svært ved at forstå, siger han.

Mattias Tesfaye siger, at regeringen i øjeblikket kigger på flere faktorer.

– Når vi skal genbosætte kvoteflygtninge, så er det klogt, at man ikke bare med bind for øjnene tager et vist antal og flytter dem til Danmark. Så tror jeg faktisk, pengene kan bruges mere humant tættere på konflikterne, siger Tesfaye.

– Man kan hjælpe mange flere ved ikke at genbosætte dem i Danmark.

Danmark har siden 1989 modtaget omkring 500 kvoteflygtninge om året. Men Danmark har ikke taget imod nogen i det meste af 2016, 2017 og 2018. Det var en politisk beslutning fra den daværende borgerlige regering.

I 2019 har Danmark dog modtaget en mindre gruppe af særligt behandlingskrævende kvoteflygtninge – langt overvejende syrere.

/ritzau/