EL og SF forlader forhandlinger om luftfart: Ikke grønt nok

Støttepartierne SF og Enhedslisten ville have flere klimatiltag ind i en kommende aftale om hjælp til den coronaramte luftfartsbranche, end transportminister Benny Engelbrecht (S) vil imødekomme.

Sådan lyder det fra partierne.

De har derfor har besluttet at forlade forhandlingerne om hjælp til luftfartsbranchen, som Folketingets partier forsøger at komme i mål med i denne uge.

– Ministeren vil ikke forpligte partierne til at spille ind med de konkrete krav, som vi har stillet til luftfartsbranchen i forbindelse med en klimahandlingsplan, siger Henning Hyllested, transportordfører i Enhedslisten.

SF’s transportordfører, Anne Valentina Berthelsen, siger:

– Regeringen, De Radikale og de borgerlige vil ikke forpligte sig til noget konkret, i forhold til hvor meget luftfarten skal reducere deres CO2-udslip, hvis de skal have hjælp nu her.

Forhandlingerne med de resterende partier er blevet genoptaget klokken 18.00.

/ritzau/