OVERBLIK: Sådan foregår afslutningsdebatten

Folketingets afslutningsdebat afvikles mandag. Den udvikler sig ofte til et maraton, som kan strække sig fra morgenstunden til langt ud på aftenen.

Her duellerer partiledere og folketingsmedlemmerne på de vigtigste politiske emner – ofte med humoristiske indslag undervejs.

* Eksempelvis fremkaldte statsminister Lars Løkke Rasmussen latterbrøl, da han i 2016 gik på talerstolen med en hjemmelavet graf. Den skulle vise, at Danmark har fået flere solskinstimer, mens han har været statsminister.

* I samme debat sammenlignede S-formand Mette Frederiksen regeringen med Olsen Banden. Løkke fik rollen som uheldige Egon Olsen, hvis planer gang på gang går i vasken, mens Anders Samuelsen (LA) fik rollen som “dynamit Anders”, der sprænger det hele i luften.

* Det fik til gengæld Anders Samuelsen til at sammenligne Mette Frederiksen med Olsen Bandens Yvonne, der “konstant er på jagt efter andre folks penge”.

Sådan foregår afslutningsdebatten:
* Siden 1979 er afslutningsdebatten indledt med en forespørgsel fra alle partierne:
– Hvilke oplysninger kan regeringen give om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation?
* Statsminister Mette Frederiksen (S) har herefter en time til at besvare forespørgslen.

* Efter statsministerens redegørelse kommer partiernes ordfører på efter partiets størrelse. Derfor får socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, ordet som den første.

* Han har lov til at tale i op til 10 minutter. Efter hans indlæg har øvrige folketingsmedlemmer adgang til at komme med korte bemærkninger.

* Efter Socialdemokratiets politiske ordfører er det Venstres tur med politisk ordfører Sofie Løhde som taler. Det foregår efter samme regler med adgang til korte bemærkninger i 45 minutter.

* Derefter er talerækken: Kristian Thulesen Dahl (DF), Morten Østergaard (R), Pia Olsen Dyhr (SF), Pernille Skipper (EL), Søren Pape Poulsen (K), Pernille Vermund (NB), Alex Vanopslagh (LA), Torsten Gejl (ALT), Aaja Chemnitz Larsen (IA), Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU), Edmund Joensen (SP), Sjúrður Skaale (JF), Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG), Uffe Elbæk (UFG), Sikandar Siddique (UFG) og Susanne Zimmer (UFG).

* Når man har været hele ordførerrækken igennem, får statsminister Mette Frederiksen ordet i op til 30 minutter.

* Efter hendes indlæg kan alle medlemmer komme med korte bemærkninger. De korte bemærkninger skal være afviklet inden for en halvanden time efter statsministerens tale.

* Herefter følger en kortere runde ordførerindlæg og eventuelt andre indlæg fra folketingsmedlemmer, de såkaldte privatistindlæg, hvor folketingsmedlemmer taler på egne vegne.

* Statsministeren har så endnu et indlæg på maksimalt 15 minutter, hvorefter der følger en halv time med korte bemærkninger.

Kilder: Folketinget, Den Store Danske Encyklopædi.

/ritzau/