Kammeradvokaten vil have direktør for seruminstitut fyret

Kammeradvokaten har anbefalet Sundheds- og Ældreministeriet, at der indledes en tjenestemandssag mod Statens Serum Instituts (SSI) hjemsendte direktør Mads Melbye.

Det oplyser ministeriet.

Der anbefales også en skriftlig advarsel til faglig direktør Peter Lawætz Andersen.

– Kammeradvokaten anbefaler, at der indledes en tjenestemandssag over for Mads Melbye med indstilling om afsked, og at Peter Lawætz Andersen meddeles skriftlig advarsel, skriver ministeriet.

Der er ifølge Kammeradvokaten fundet “alvorlige” overtrædelser af habilitetsregler i forbindelse med ansøgninger om hiv-patenter og forhandlinger om en licensaftale med Serum Institute of India.

Det fremgår ikke af ministeriets meddelelse, hvad det vil foretage sig nu. Blot at ministeriet har modtaget Kammeradvokatens rapporter og nu overvejer “den videre proces.”
Mads Melbye oplyser i en mail til Ritzau, at han ikke kan genkende Kammeradvokatens fremstilling af sagen, og at han derfor vil overveje sin situation.

– Det er ret uvirkeligt for mig, at Sundhedsministeriet varsler en tjenestemandsundersøgelse. Jeg kan nemlig på ingen måde genkende sagen, som den er beskrevet af Kammeradvokaten, skriver Mads Melbye.

– I de næste par dage vil jeg derfor overveje min situation.

Kammeradvokatens undersøgelse har ført til kritik, der er beskrevet i flere medier.

I april skrev seks forskere ifølge Berlingske et brev til Folketingets Sundhedsudvalg, hvori de kaldte forløbet “overordentligt skadeligt af flere årsager.”
Tidligere i april havde Weekendavisen beskrevet sagen som en magtkamp mellem Mads Melbye og Sundhedsministeriets departementschef.

Igen i maj beskrev Weekendavisen på baggrund af anonyme kilder i Statens Serum Institut, at de ansatte følte sig dårligt behandlet af Kammeradvokatens jurister.

– Midt i coronakrisen har vi skullet bruge så meget tid på at besvare Kammeradvokatens meningsløse spørgsmål, og vi savner Mads Melbye som faglig leder, sagde en anonym overlæge til Weekendavisen.

– Det hele er så grimt, og medarbejderne behandles respektløst.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har tidligere afvist at udtale sig om sagen, mens Kammeradvokatens undersøgelse stod på.

/ritzau/