Sommerpakke sikrer 100 ekstra millioner til trængte foreninger

En hjælpepulje på 50 millioner kroner til lokale idræts- og spejderforeninger bliver nu udvidet med yderligere 50 millioner kroner.

Det sker som en del af den politiske sommerpakke på omkring 700 millioner kroner, som regeringen og et flertal i Folketinget fredag er nået til enighed om.

Pengene skal hjælpe foreninger, der er plaget af aflyste arrangementer og svigtende indtægter.

– Vi er utrolig glade og taknemmelige, for der er et stort behov hos vores lokalforeninger.

– At puljen bliver doblet op betyder, at vi kan tilgodese lidt flere, end vi kunne før, siger Morten Mølholm Hansen, som er direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Desuden afsættes der 50 millioner kroner til en pulje, der blandt andet skal sikre flere kulturoplevelser og idrætsarrangementer.

Det er for eksempel lokale idrætsforeninger under DIF og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), som kan søge den.

Det samme kan medlemsorganisationer under Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

/ritzau/