Regeringen er åben for beslutning om grøn skattereform

Regeringen og en række af Folketingets partier erklærer sig nu positivt indstillede over for at træffe en “principbeslutning” om en grøn skattereform.

Fredag er Venstre og De Radikale gået sammen om at rejse kravet om en grøn skattereform med en CO2-afgift i klimaforhandlingerne. Forhandlingerne foregår i Finansministeriet i disse dage. De kan ende med en aftale i weekenden.

Finansminister Nicolai Wammen (S) siger om forslaget fra Venstre og De Radikale:
– Jeg er meget åben overfor, at vi allerede på denne side af sommerferien træffer en principbeslutning om, at vi i efteråret aftaler en grøn skattereform.

– Spørgsmålet er, hvordan man kan lave en CO2-afgift, så den ikke rammer virksomhederne eller bliver skæv ved at sende regningen til dem, der har mindst, siger Nicolai Wammen til TV2 News.

Finansministeren henviser dermed til, at regeringen har opstillet tre principper for en grøn skattereform.

De betyder, at en skattereform for det første skal være god for klimaet, for den andet skal passe på danske arbejdspladser og produktionsvirksomheder og for det tredje ikke må være socialt skæv. Det sidste kan være tilfældet, hvis man indfører en afgift, som koster det samme for direktøren som for den arbejdsløse.

Regeringen har tidligere været forbeholden over for at diskutere en CO2-afgift på et tidspunkt, hvor danske virksomheder kæmper med eftervirkningerne af coronakrisen.

I spørgetimen sidste tirsdag åbnede statsminister Mette Frederiksen (S) dog for en principbeslutning om grøn skattereform inden sommerferien. Detaljerne i reformen skal dog i givet fald først aftales i efteråret.

Dermed kan der gå endnu nogle måneder, før virksomheder og borgere får vished for, om CO2-afgiften bliver gennemført som del af en grøn skattereform.

/ritzau/