Regeringen arbejder på at lempe rejsevejledninger

Ifølge en mail fra Udenrigsministeriet til B.T. arbejder regeringen på en ny model for rejsevejledninger, der vil give mulighed for mere udrejse og før den ellers udmeldte dato 31. august.

– Regeringen arbejder på at finde en ny model for rejsevejledningerne, så danskerne kan rejse frit igen så hurtigt som muligt, og gerne inden den 31. august, skriver Udenrigsministeriet til B.T.

Rejsevejledningen til hele verden blev strammet voldsomt tidligere i år, da coronavirus gjorde, at al udrejse blev frarådet.

Det skete, både for at der ikke blev bragt smitte tilbage til Danmark, men også fordi andre lande hurtigt kan indføre restriktioner, der gør det endog meget svært at komme hjem.

I slutningen af maj – da også de dansk grænser blev delvist åbnet – sagde udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at rejsevejledningen for hovedparten af verden vil blive fastholdt til 31. august.

– Vi fraråder nu ikke længere ferierejser til Tyskland, Norge og Island. Vi beder dog folk om at undgå storbyer, sagde udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Torsdag aften sagde Jeppe Kofod (S) i DR-programmet “Spørg Borgen”:
– Rejsevejledningen er sat til 31. august. Men det er vigtig at sige, at vi løbende tager bestik af situationen.

– Der er ikke noget, jeg hellere vil end at åbne op før. Vi arbejder også konkret på modeller, som ser på, om vi kan åbne op før.

– Vi har dialog med blandt andet Sverige og Finland og selvfølgelig også med andre europæiske lande om, hvordan vi kan åbne op på en forsvarlig måde.

Rejsevejledningerne fra Udenrigsministeriet er som navnet antyder blot vejledninger. Det er ikke ensbetydende med, at man som dansker ikke må rejse til de lande, vejledningerne angår.

Rejsevejledningerne kan dog have en effekt på, om rejseforsikringer dækker.

/ritzau/