5000 flere studiepladser i hele landet i lyset af coronavirus

Coronavirus har inficeret samfund over hele verden og har også en betydning for de mange unge, som havde planlagt at tage ud af landet eller arbejde i Danmark efter sommeren.

Derfor vil et bredt flertal i Folketinget oprette i alt 5000 studiepladser i 2020 og 2021. Mindst halvdelen af pladserne skal placeres uden for hovedstaden for at sikre en bedre geografisk balance.

De 4500 af pladserne skal målrettes inden for områder som teknologi og it, hvor erhvervslivet efterspørger kvalificerede medarbejdere.

De 500 er inden for velfærdsuddannelser, så kommuner og regioner opretter flere praktikpladser for eksempelvis pædagoger og særligt sygeplejersker, som er svære at finde praktikpladser til. Skolerne kan ikke optage flere elever, hvis der ikke er nok praktikpladser.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen siger om aftalen:

– På grund af corona står mange vores unge mennesker i en ekstraordinær og særlig situation. I krisetid er der mange der søger ind på uddannelser, og i år vil der være ekstra mange, der vil søger ind.

– Derfor er jeg utrolig glad for, at vi med bred opbakning fra Folketingets partier laver en aftale om 5000 ekstra studiepladser, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

SF’s uddannelsesordfører Astrid Carøe lægger vægt på, at mange af de nye studiepladser oprettes rundt om i landet:
– Halvdelen er uden for hovedstadsområdet, så vi holder balancen mellem land og by, og vi vil gerne give alle en mulighed for at komme ind på en uddannelse. Og vi sikrer med aftalen en god studiestart, siger Astrid Carøe.

/ritzau/