Medie: Svømmehaller og fitnesscentre kan åbne fra på mandag

Regeringen lægger ifølge Jyllands-Posten op til, at alle indendørs idrætsfaciliteter, der ikke allerede er omfattet af genåbningsplanen, åbner 8. juni som en del af genåbningens fase 3.

Det kan eksempelvis betyde, at svømmehaller, legelande og fitnesscentre åbner fra på mandag.

Jyllands-Posten er i besiddelse af et udkast til et notat udarbejdet af Kulturministeriet. Og det er det, som viser, hvilke planer regeringen har.

Det fremgår ifølge avisen af notatet, at regeringen ønsker at “genåbne alle lokaler, hvor der udøves idræts- og fritidsaktiviteter, herunder spillehaller, lege- og badelande, svømmehaller og træningscentre”.

Alle indendørs træningsfaciliteter har været lukket siden marts, hvor dele af samfundet lukkede ned som konsekvens af coronaudbruddet.

I et brev fredag til partilederne, som flere medier er i besiddelse af, skrev statsminister Mette Frederiksen (S) blandt andet, at regeringen vil indlede forhandlinger med henblik på en politisk aftale senest 8. juni om netop indendørs idræts- og foreningsliv.

Ifølge Jyllands-Posten blev oplægget sendt ud fra Kulturministeriet til partierne fredag aften.

/ritzau/