Regeringen vil åbne for bryllupper fra mandag

Fra på mandag kan der måske igen komme gang i familiefesterne efter flere måneders corona-nedlukning.

Regeringen foreslår i et brev til partilederne, at forsamlingsforbuddet fra mandag hæves til 50 personer. Men der vil være en række undtagelser, hvor endnu flere personer kan være samlet.

Det gælder alle arrangementer, hvor deltagerne “i det væsentlige” sidder ned. Og hvor arrangøren er omfattet af sektorpartnerskabsretningslinjer. Det fremgår af regeringens plan for forsamlingsforbuddet.

Det vil sige, at der fra mandag kan blive åbnet for bryllupper, fodboldkampe med siddende tilskuere og sommeraktiviteter, hvor børnene sidder ned. Her vil begrænsningen dog fortsat være 500 personer.

Regeringen skriver i brevet, at undtagelsen gælder både indendørs og udendørs arrangementer. Eksempelvis:
– Et bryllup afholdt i en restaurant eller lignende, der står for mad og lokaler.

– En fodboldkamp på stadion med siddepladser.

– En generalforsamling afholdt i et konferencecenter.

– Sommeraktiviteter for børn og unge.

For alle aktiviteterne gælder dog altså en grænse på maksimalt 500 deltagere.

/ritzau/