Ekspertgruppe skal bære rejsebranche gennem coronakrisen

Et bredt flertal i Folketinget har besluttet at nedsætte en ekspertgruppe, der skal se på “alternative løsninger” for at hjælpe rejsebranchen, der er hårdt ramt af coronakrisen.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er partierne bag den rejseaftale, der ved en særskilt hjælpepakke har sendt 725 millioner kroner afsted til den trængte rejsebranche, som nedsætter ekspertgruppen.

Erhvervsministeriet oplyser, at medlemmerne i ekspertgruppen kommer fra blandt andet Aarhus Universitet, fra finansverdenen og fra rejsebranchen.

Den forventes at præsentere sine forslag næste uge.

Man har allerede set på forskellige løsninger. Blandt andet en voucher-løsning. En sådan kan være en model, hvor kunder, der har bestilt en rejse, kan få et tilgodebevis til en senere rejse.

Men det har ikke vist sig muligt at gennemføre.

Tilbagebetalingskrav for bookede rejser har været noget af det, der volder branchen problemer.

Torsten Schack, erhvervsordfører for Venstre, erkender, at det er svært at forestille sig en model, der ikke kommer til at koste flere penge for statskassen. Også selv om man i forvejen har givet mange penge til rejsebranchen.

– Jeg deler opfattelsen af, at det er svært at se en model, der ikke betyder, at der vil ryge penge fra statskassen ind i ligningen for, at rejsebranchen kommer ud på den anden side.

– Så jo, jeg er klar på, at vi med altovervejende sandsynlighed bliver præsenteret for modeller, der indbefatter, at staten udvider den økonomiske ramme over for branchen, siger han.

Rejsebranchen har været hårdt presset, fordi stort set hele verden har lukket ned for rejser under coronakrisen.

Derfor har det ikke været muligt at få indtægter ad den vej.

Det har fået flere rejsearrangører til at spå om konkurs, og særligt regeringens beslutning om at fraråde ikke-nødvendige rejser til det meste af verden indtil tidligst 31. august har gjort krisen stor.

Dermed frarådes rejser i hele højsæsonen for branchen.

/ritzau/