Lønkompensation året ud vil koste milliarder

Folketingets partier er så småt begyndt på forhandlingerne om, hvordan de store hjælpepakker vedtaget under coronakrisen kan udfases. Specielt lønkompensation er dyr og vil koste milliarder at forlænge.

I et Folketingssvar skriver erhvervsminister Simon Kollerup (S), at man vurderer, at det vil koste 8,5 milliarder kroner at forlænge den nuværende lønkompensationsordning til nytår.

– Der er væsentlig usikkerhed forbundet med at skønne over konsekvenserne over forslaget.

– De endelige omkostninger vil blandt andet afhænge af de økonomiske konsekvenser af Covid-19 for virksomhederne og deres anvendelse af lønkompensationsordningen, skriver Simon Kollerup.

Lønkompensationsordningen dækker op til 90 procent af hjemsendte medarbejderes løn, dog maksimalt 30.000 kroner om måneden. I slutningen af maj var mere end 200.000 arbejdstagere dækket af ordningen.

I forbindelse med forhandlingerne om udfasningen af hjælpepakker vurderede en ekspertgruppe, at det gav mening at lade store dele af hjælpepakkerne udløbe som planlagt 8. juli.

– Ordningen er omkostningstung for staten og kan medvirke til at bremse en hensigtsmæssig omstilling på arbejdsmarkedet i takt med genåbningen, skriver erhvervsministeriet om lønkompensationsordningen.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har dog tidligere åbnet for, at regeringen er indstillet på at lade kompensationsordningen fortsætte til august, så den ikke stopper midt i sommerferien.

– Den står til at stoppe i sommerferien, og det er måske ikke det mest hensigtsmæssige tidspunkt at lade den slutte på.

– Det er en del af anbefalingerne fra økonomerne, at man skal være opmærksom på, at eksempelvis eksporterhverv og fremstillingsvirksomheder kan blive ramt senere end andre virksomheder, sagde Nicolai Wammen sidste uge om ordningen.

/ritzau/