90.000 samler sig i protestgruppe mod Inger Støjberg

En lang række danskere har meldt sig ind i en Facebook-gruppe i protest mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Helt præcist har flere end 90.000 mennesker i skrivende stund meldt sig ind i gruppen, der har fået navnet “Danskerne støtter IKKE Støjberg”.

Her deles negativt rettede opslag mod Inger Støjberg.

Gruppen er oprettet som en reaktion på, at partiet Nye Borgerlige har startet en indsamling til støtte for Inger Støjberg. Den går under overskriften “Danskerne støtter Inger Støjberg”.

Her kan man give et beløb til annoncer til støtte for den tidligere minister.

I protestgruppen beskrives det, hvordan ikke man vil tages som “gidsler” i Nye Borgerliges kampagne.

– På den måde bliver vi et sagligt, sobert, entydigt og samlet modsvar til Nye Borgerliges kampagne. Ønsker man debat, henviser vi derfor til sider eller grupper, der har debat som formål, lyder det i beskrivelsen.

Nye Borgerliges initiativ er sket i forbindelse med den såkaldte instrukskommission.

Kommissionen afhører vidner i en sag om en ulovlig instruks, som Inger Støjberg gav i 2016 om, at alle asylpar, der kom til Danmark, skulle adskilles.

Instruksen blev givet, mens Inger Støjberg var udlændinge- og integrationsminister.

/ritzau/