København går glip af turistovernatninger trods genåbne grænser

Udsigten til flere turister vækker glæde hos Horesta, hoteller og restauranters brancheforening, efter regeringen har besluttet at genåbne grænsen delvist for tyskere, nordmænd og islændinge.

Men samtidig vækker det stærk undren, at turisterne ikke må få lov at overnatte i København.

– Jeg er rigtig ærgerlig over, at vi begynder at dele vores land op på den måde, siger Horestas administrerende direktør, Katia Østergaard.

Fra 15. juni kan tyske, norske og islandske turister igen få lov at rejse til Danmark. Turisterne skal dog have booket mindst seks overnatninger uden for København for at blive lukket ind i landet.

Det kommer ifølge Katia Østergaard til at gå hårdt ud over hovedstadens turistindustri, som ifølge Horesta normalt står for noget nær halvdelen af omsætningen fra udenlandske turister i de kommende måneder.

– Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor det er muligt at gå rundt i vores hovedstad en hel dag, men at man ikke må have lov at overnatte, siger Katia Østergaard.

Også i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv er glæden over grænseåbningen kun delvis.

– Det er et skridt i den rigtige retning. Netop de tyske og norske turister udgør et vigtigt og stort fundament for turismen i Danmark, siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, i en kommentar.

– Men med de mange restriktioner, der kommer med grænseåbningen, vil vi se meget store økonomiske tab i turismebranchen, lufthavnen, hoteller, restaurationer, oplevelsesindustrien med videre.

/ritzau/