Nu forhandler folketingspartier om ventet klimahandlingsplan

Folketingets partier træder tirsdag aften ind i Finansministeriet for at begynde det første forhandlingsmøde med regeringen om den kommende klimahandlingsplan.

En række af partierne har efterlyst en samlet plan fra regeringen, som indtil nu blot har præsenteret en del af klimahandlingsplanen, ligesom flere har efterlyst højere ambitioner.

Finansminister Nicolai Wammen (S) håber at kunne levere en bred aftale, siger han, inden han går ind til mødet.

– Vi vil lytte til de forslag, der kommer fra de andre partier. Jeg håber, at alle Folketingets partier vil være med til at tage ansvar.

– Vi har lagt et visionært forslag frem, og har også sagt, at det er første del af det klimaudspil vi kommer med. Der vil komme andre på den anden side af sommerferien, siger finansministeren.

Ved forhandlingsbordet sidder også klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) og miljøminister Lea Wermelin (S).

Partierne blev inviteret til aftenens såkaldte sættemøde mandag aften klokken 21.30, oplyste De Konservatives klimaordfører, Mette Abildgaard, på Twitter.

Klimahandlingsplanen skal få Danmark i mål med at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

I sidste uge spillede regeringen ud med et bud på første del af klimahandlingsplanen.

Udspillet indeholder blandt andet etablering af to energiøer. Olie og gas skal erstattes af grøn fjernvarme eller elektriske varmepumper. Og affaldssektoren skal være klimaneutral i 2030.

/ritzau/