Støjberg: Jeg godkendte at ikke alle asylpar kunne adskilles

Inger Støjberg (V) skrev i et opslag på Facebook og i en pressemeddelelse i 2016, at alle asylpar, hvor den ene var mindreårige, skulle adskilles.

Pressemeddelelsen kom til at fungere som en instruks, da der ikke blev meldt andet ud. Men instruksen var ulovlig, fordi der ikke blev taget individuelle hensyn.

Den daværende udlændinge- og integrationsminister siger søndag, da hun afhøres i Instrukskommissionen, at hun indadtil godkendte et ministernotat 9. februar, hvor det blev gjort klart, at adskillelsen beroede på en konkret vurdering.

– Jeg godkender ministernotatet 9. februar. Det er ret afgørende af mange grunde. Der kan man både se, hvad der er blevet gjort, og hvad der skal gøres.

– Hvordan den nye ordning skal administreres, at der skal tages individuelle hensyn, og at man vurdere, at der er ganske, ganske særlige tilfælde, hvor man ikke kan adskille, siger hun.

Dermed var kommunikationen til offentligheden altså en anden, end den var indadtil. Offentligt blev der ikke omtalt, at der skulle tages individuelle hensyn til eksempelvis parrenes fælles børn.

Folketingets Ombudsmand har forud for sagen indskærpet overfor ministeriet, at al kommunikation fra et ministerium skal være korrekt og retvisende. Det gælder også pressemeddelelser og opslag på sociale medier.

Ifølge afhøringer af andre vidner og udkast til pressemeddelelsen pressede hun på for, at passagen om de individuelle hensyn blev fjernet fra pressemeddelelsen. Dermed blev instruksen ulovlig.

Hun har tidligere sagt, at hun mundtligt bad om, at der skulle tages hensyn. Men det bakkes hverken op af afhøringer fra andre vidner eller fra skriftlige kilder fra dengang.

Hun erkender, at hun blev advaret om, at det ville være ulovligt ikke at tage individuelle hensyn, selv om hun tidligere har sagt, at hun ikke blev det.

– Ja. Og det var ikke mit ønske, men det var sådan det var. Og det var sådan, det var, og det må man tage til sig, siger hun i dag.

På et samråd juni i 2017 var forklaringen ellers en anden.

– Blev jeg advaret af embedsværket op til, at denne her pressemeddelelse blev udsendt, og som jo senere hen blev til en instruks? Altså, der lå ikke en advarsel på mit bord, og der var heller ikke en mundtlig advarsel, sagde hun dengang.

Afhøringen fortsætter til søndag eftermiddag og mandag.

/ritzau/